Er du uenig med din udlejer og bor du i en almennyttig boligforening?
Så kan du kontakte Beboerklagenævnet. De træffer afgørelse i tvister (uenigheder) mellem lejere og udlejere i almennyttigt byggeri i kommunen.
Tvisten kan f.eks. bestå af:
  • Boligens stand ved indflytning
  • Vedligeholdelse og istandsættelse
  • Tilbagebetaling af beboerindskud eller depositum
  • Betaling af varme, vand og lign.
  • Overtrædelse af husordenen
  • Lovligheden af de beslutninger, som er truffet af beboerdemokratiet 

Sådan sender du en sag til Beboerklagenævnet:

  1. Skriv til nævnet og angiv tydeligt, hvad det er nævnet skal tage stilling til. 

  2. Husk at vedlægge det nødvendige materiale, eksempelvis lejekontrakt, korrespondance i sagen m.v.
    Al korrespondance vil i størst muligt omfang blive sendt via e-boks. Er du ikke tilmeldt e-boks, vil henvendelser til dig ske via almindelig post.

  3. Klagen bedes indsendt til mailadressen: bolignaevnene@vejle.dk vedhæftet de relevante bilag som pdf-filer. Hvis der vedlægges fotomateriale bedes disse komme med en beskrivelse af problemstillingen, samt hvilket rum/værelse der er tale om. Ved flere enslignende fotos, udvælges det bedste foto, således at hver problemstilling kun vises én gang. Det bemærkes, at bolignævnets sekretariat desværre ikke har systemkapacitet til at åbne videosekvenser.
    Du kan også aflevere klagen med bilag i Informationen. 

  4. Send klagen til: 
    Mailadresse: bolignaevnene@vejle.dk
    Beboerklagenævnet
    Skolegade 1, 3. sal
    7100 Vejle


    JURA er sekretariat for Beboerklagenævnet.

  • Hvad koster det at indbringe en sag?

    Det koster 167 kr. (2024-niveau) at få en sag behandlet. Beløbet reguleres den 1. januar hvert år.
    Du kan indbetale sagsgebyret på registreringsnummer 7562 og kontonummer 0001141789.
    Sagen igangsættes først, når vi har modtaget gebyret.

    Husk tydeligt at oplyse navn og adresse. Du skal vedlægge dokumentation for indbetalingen ved klagen. Vi refunderer ikke gebyret, selvom du får helt eller delvist medhold i klagen.

  • Hvor lang tid tager det?

    Fra vi modtager sagen og til den bliver færdigbehandlet, kan der gå op til 3-5 mdr. - alt efter hvor meget, der skal indhentes ved parterne.

  • Beboerklagenævnet kan behandle sager vedrørende:

    • Husordensovertrædelser
    • Vedligeholdelse og istandsættelse ved fraflytning samt tilbagebetaling af depositum 
    • Boligens stand ved indflytning og i lejeperioden 
    • Overholdelse af formelle regler for varsling af lejeforhøjelse 
    • Retten til at foretage installationer og forbedringer i lejemålet
    • Råderet 
    • Vand- og varmeregnskaber 
    • Betaling for fællesantenne og adgang til teletjeneste 
    • Retten til fremleje, fortsættelse eller bytte af lejemål 
    • Lovligheden af beslutninger truffet af de beboerdemokratiske organer 
    • Anvisning af almene familieboliger
  • Uenig om vand- og varmeregnskab?

    Er du uenig med din udlejer om dit varme- eller vandforbrug? Har du fået en ekstraregning? 

    For at få behandlet en sag i Beboerklagenævnet omkring vand- og varmeregnskab i dit lejemål, skal vi bruge et indsigelsesbrev til nævnet med angivelse af, hvad det er, du ønsker at klage over, samt en kopi af:

    • Lejekontrakt (kopi af alle bilag frem til og med underskriftssiden § 12)
    • Indsigelse overfor udlejer mod regnskabet
    • Forbrugsregnskabet incl. klagevejledning
    • Udtalelse fra leverandøren af vand/varme (kommer fra udlejer)
    • Eventuelle ekstra bilag (sms eller mails mellem lejer og udlejer)
  • Uenig om flytteopgørelse?

    Er du uenig med udlejer om din flytteopgørelse? Har du ikke fået dit depositum tilbage?

    For at få behandlet en sag i Beboerklagenævnet, når du flytter fra dit lejemål, og ikke er enig med din udlejer om flytteopgørelsen,skal vi bruge et indsigelsesbrev til nævnet med angivelse af, hvad det er, du ønsker at klage over, samt en kopi af: 

    • Lejekontrakt (kopi af alle bilag frem til og med underskriftssiden § 12)
    • Indflytningsrapport
    • Eventuel fejl-/mangelliste ved indflytning
    • Opsigelse af lejemålet
    • Flyttesynsrapport
    • Flytteopgørelse med bilag
    • Billeder af lejemålet ved indflytning/fraflytning
    • Eventuelle ekstra bilag (sms eller mails mellem lejer og udlejer)
  • Fejl og mangler i din bolig?

    Er der noget galt i dit lejemål? Fungerer inventaret eller andet i lejemålet ikke optimalt?

    For at få behandlet en sag i Beboerklagenævnet omkring fejl og mangler ved lejemålet skal vi bruge et indsigelsesbrev til nævnet med angivelse af, hvad det er, du ønsker at klage over, samt en kopi af: 

    • Lejekontrakt (kopi af alle bilag frem til og med underskriftssiden § 12)
    • Indflytningsrapport
    • Lejers indsigelse mod lejemålet/opgørelse over fejl og mangler
    • Dokumentation for, at du har gjort udlejer opmærksom på de fejl og mangler i lejemålet, som du klager over
    • Eventuelle ekstra bilag (sms eller mails mellem lejer og udlejer)
  • Ønsker du at klage over en afgørelse?

    Hvis en af parterne er utilfreds med Beboerklagenævnets afgørelse, kan afgørelsen inden 4 uger indbringes for boligretten.

    Indbringelsen sker ved at lave en stævning, som indleveres til:

    Retten i Kolding
    Kolding Åpark 11
    6000 Kolding
    Tlf. 99 68 68 00

    Se mere på www.domstol.dk 

    Hvis sagen ikke er indbragt inden 4 uger, har nævnets afgørelse som udgangspunkt retskraft.

  • Det kan Beboerklagenævnet ikke hjælpe med

    Beboerklagenævnet kan ikke behandle sager vedrørende: 

    • Sager om erhvervslejemål
    • Tvister mellem lejer og udlejer i private udlejningsejendomme 
    • Spørgsmål om opsigelse eller ophævelse af et lejemål 
    • Spørgsmål om lejens størrelse 
    • Forholdsmæssigt afslag i lejen som følge af mangler ved det lejede
    • Spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning truffet af de beboerdemokratiske organer er hensigtsmæssig 
    • Sager om mistet anciennitet

    Hvis Beboerklagenævnet vurderer, at en egentlig bevisførelse er nødvendig, kan nævnet afvise sagen og henvise den til boligretten.

    Bevisførelsen kan eksempelvis være vidneafhøringer, syn og skøn eller lignende.

    De sager, som Beboerklagenævnet ikke har kompetence til at behandle, kan i stedet indbringes for boligretten.

  • Hvor kan jeg få råd og vejledning?

    Beboerklagenævnet yder ikke rådgivning til lejer eller udlejer og optræder ikke på den ene parts side.

    Beboerklagenævnets sekretariat yder dog vejledning om hvilke type sager, der kan indbringes for nævnet, praktiske forhold i forbindelse med sagens forløb i nævnet og oplysninger om den konkrete lovgivning.

    I husordenssager bistår nævnets sekretariat dog i fornødent omfang parterne under sagen i forbindelse med afgivelse af skriftlige udtalelser.

    Hvis du ønsker yderligere rådgivning, kan du udover at gå til en advokat søge hjælp hos lejerorganisationer, udlejerorganisationer eller ved en retshjælp.

    Links: 

    Linkene henviser til den til enhver tid gældende lovgivning. Vær opmærksom på, at sagen kan være omfattet af ældre lovgivning.

  • Hvem sidder i Beboerklagenævnet?

    Beboerklagenævnet består af en formand og to sagkyndige medlemmer. 

    Formanden er jurist og beskikkes af direktøren for statsforvaltningen efter indstilling fra Byrådet.

    Formanden må ikke have særlig tilknytning til grundejer-, bolig- eller lejerorganisationer eller være erhvervsmæssigt interesseret i ejendomshandler.

    De to sagkyndige medlemmer, der repræsenterer henholdsvis lejer og udlejer, udpeges af Byrådet efter indstilling fra de større lejerforeninger i kommunen og de almene boligforeninger, der har afdeling i kommunen.

    De to medlemmer skal være sagkyndige med hensyn til almene boligforhold.

    I husordenssager tiltrædes nævnet af en socialt sagkyndig fra Aarhus Kommune, der er udpeget af Byrådet. Den socialt sagkyndige deltager for at sikre, at der tages de nødvendige sociale hensyn.
    Den socialt sagkyndige har ikke stemmeret i nævnet.

    Formanden og de to medlemmer udpeges for en periode på op til 4 år.

    Nævnets medlemmer er følgende:

    Formand:
    Marianne Gorrissen
    Suppleant: Trine Vedel Bang

    Udlejerrepræsentant:
    Karin Mortensen
    Suppleant: Tage Majgaard

    Lejerrepræsentant:
    Thomas Steensen
    Suppleant: Kim Nielsen

    Socialt sagkyndig:
    Christel Raahauge, Vejle Kommune
    Suppleant: Lone P. Diakovasilis, Vejle Kommune

Sidst opdateret: