Spinderihallerne lagde mandag aften 19. februar gulv til borgermøde om Kommuneplan 2025-2037. Godt 50 borgere deltog og gav deres drømme og ønsker for en mere bæredygtig udvikling af Vejle Kommune.

Vi vil gerne skabe de bedste og mest bæredygtige rammer for de borgere, der har lyst til at bo og leve i Vejle Kommune. Med nærhed til natur, fællesskaber, dagligdagens gøremål og fritidsaktiviteter. Og samtidig sikre bæredygtige løsninger gennem eksempelvis øget ressourcebevidsthed og begrænsning af CO2-udledning.

50 personer til borgermøde

Sådan lyder oplægget til den Kommuneplan, der skal danne grundlag for 2025-2037. Mandag aften 19. februar var ca. 50 mennesker samlet i Spinderihallerne for at byde ind med deres drømme og ønsker til fremtidens kommune. 

Vedvarende energi handler om mere end penge

Blandt nogle af tankerne fra borgerne var:

Vedvarende energi såsom solceller/vindmøller handler om mere end blot økonomi. Det er vigtigt, at der også skabes lokal forankring omkring løsningerne.

Politisk mod ønskes

Hvis vi skal leve et bæredygtigt liv, kræver det modige politikere, som tør sige nej til mere nybyg, har mere øje for vores kulturarv, og som gør plads til fællesskaber.

Husk også naturen i byerne

Vejle Kommune har masser af smuk og god natur - bare ikke i byerne. Der er brug for flere grønne forbindelser, for natur skaber merværdi. Fx kan de hjælpe mod oversvømmelser, mod CO2-udledning og se smukt ud. Og så skal borgernes ønsker og drømme lyttes mere til, for det skaber større engagement, og der kommer fokus på, at natur er noget forskelligt for den enkelte.

Få din stemme hørt

Var du ikke med på mødet i aftes, så kan du stadig nå at deltage i debatten og få din stemme hørt på Borgerlab. Her kan du også finde aftenens præsentation. 

Sidst opdateret: