Vi inviterer til dialogmøde om vand torsdag 7. marts 2024 kl. 19-21 i Spinderihallerne. Mødet skal bl.a. give svar på, hvordan vi håndterer de stigende vandmasser, og hvad du som borger selv kan gøre. Mødet giver også plads til dine forslag og idéer til at håndtere vandet. For opgaveløsningen er et fælles ansvar.

Klimaforandringerne er over os. Vi oplever mere vand, der kommer hurtigere, voldsommere og oftere. Vi kan ikke styre vandet, men vi kan løse opgaven med klimatilpasninger.

- Vi gør i forvejen en lang række ting, som skal beskytte os mod vandmasserne: Bl.a. slusen, diger, vandforsinkelse. Men vi står over for en kompleks opgave, for hver gang vi har sat os et mål at arbejde hen imod, rykker målet sig, siger Søren Peschardt, formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget og fortsætter:

- Det kræver derfor mere end blot én løsning. Vi er alle forpligtede til at gøre noget. Både som kommune, men også som borger. Derfor inviterer vi ind til dialogmøde om vandet, så vi er fælles om at finde nye veje og løsninger.

Vores indsats og gode idéer præsenteres

Dialogmødet om vand begynder kl. 19 og slutter ca. kl. 21 torsdag 7. marts og finder sted i Spinderihallerne. Der vil i løbet af aftenen blive budt på drikkevarer og kage og snacks.

Undervejs kan du blive klogere på, hvad vi allerede gør for at forhindre vandets vej ind i kældere og på vejene, ligesom du vil blive præsenteret for nogle af de idéer, der allerede er kommet fra borgerne.

Du kan få svar på dine spørgsmål

Herefter er der en åben debat, hvor du kan få svar på dine spørgsmål og kan dele dine egne oplevelser med vand.

En bred vifte af politikere og embedsfolk, der hver især har en aktie i arbejdet med klimatilpasninger og vandhåndtering, er til stede for at svare på spørgsmål.

Dine input indgår i det politiske arbejde

Efter debatten er der mulighed for at tale med medlemmer af Klima-, Natur- og Miljøudvalget.

- Vi samler alle input, idéer, bekymringer og forslag sammen både fra selve mødet og fra Borgerlab, som vi gennemgår ved vores næste udvalgsmøde den 18. marts, forklarer Søren Peschardt.

Du kan også deltage hjemmefra

Er du forhindret i at være med fysisk til mødet, kan du deltage online, da mødet livestreames. Linket til livestreaming bliver lagt på Borgerlab torsdag den 7. marts 2024.

Du kan også deltage i debatten på Borgerlab, hvis du har gode idéer, forslag, input, bekymringer eller andet.

Alle indslag, der er afgivet senest 13. marts, bliver samlet sammen og behandlet af politikerne på det næste udvalgsmøde 18. marts.

Sidst opdateret: