Hver gang du handler ind eller køber tøj, kan du gøre en forskel for klimaet. Varerne vi køber, udleder nemlig CO2 i produktion og transport, og vi kan derfor med fordel reducere vores forbrug.

Foto viser en kvinde, der handler lokale grøntsager og tjekker sin indkøbsliste på tablet

Der er flere måder - og fordele ved - at tænke klima, når du handler. 

Skærer du ned på kødet og spiser mere grønt, gør du noget godt både for din sundhed og klimaet. Og sørg samtidig for at mindske dit affald - og sortér det affald, du har.

Mangler du noget nyt garderoben, er det bedre at købe genbrug - ligesom du skal huske at give dit aflagte tøj videre. 

Du kan også mindske CO2 udledningen, hvis du reparerer tøj, møbler og ting i stedet for at smide dem i ud.

Ni huskeregler til dit grønne, gode liv

  • 1. Undgå unødvendige indkøb

    Vidste du, at modeindustrien udleder omkring 10% af verdens CO2. Når du køber nyt tøj, så udleder produktion og transport drivhusgasser.

    Samtidig er det kun en brøkdel af tøjet i garderoben, vi rent faktisk bruger.

    Derfor kan du gøre en forskel for klimaet, ved at skære ned på hvor meget du køber eller købe genbrug. 

  • 2. Køb varer, der er produceret forsvarligt

    Tag stilling til de produkter, du køber. 

    Hvilke materialer benyttes, hvordan produceres varen og er transporten lang?

    Stil krav til de varer, du køber. Du kan fx kigge efter miljømærkninger eller spørge i butikken. 

    Vejles Grønne Valg gør det nemmere for dig, når du handler. Mærkningen er nemlig med til at udpege de produkter, som er produceret med særlig omtanke for miljøet.

  • 3. Køb produkter af højere kvalitet og med lang levetid

    Tøj, møbler og teknik af høj kvalitet holder som regel længere, og vi skal derfor købe færre ting. 

    Færre ting sparer klimaet for unødig CO2-udslip. 

    Du kan læse mere om grønt forbrug hos CONCITO

  • 4. Spis mere plantebaseret og mindre kød

    Danmark har fået nye kostråd, som både hjælper dig til at spise sundt og klimavenligt. 

    De siger blandt andet: 

    • Spis mere grønt
    • Spis flere bælgfrugter
    • Spis mindre kød

    Læs mere om de officielle kostråd

  • 5. Spis sæsonens lokale fødevarer

    Kostrådene sætter også fokus på lokale fødevarer i sæson.

    Dem kan du nemlig spise med god samvittighed overfor klimaet - fordi de udleder mindre CO2 fra transport og ofte også fra produktion og opbevaring. 

    Læs mere om de officielle kostråd

  • 6. Lav kun det mad, du kan spise

    Du kan leve langt mere klimavenligt blot ved at begrænse dit madspild. 

    Så lav kun den mad, du kan spise. Det samme gælder dine indkøb - køb kun de varer, du kan nå at spise, inden de bliver dårlige.

    Det er også en fordel for din pengepung, at du både spiser op og kun køber det nødvendige ind.

    Læs mere om de officielle kostråd

  • 7. Reparer de gode, gamle ting

    Har du en hullet sweater eller en ødelagt radio? Så kan du få hjælp til at reparere det.

    Der er nemlig flere repair caféer i Vejle Kommune. 

    Reparér dit gamle tøj hos Refashion Vejle

    Reparér dine gamle ting i Repair Caféer

  • 8. Giv de gode ting, du ikke bruger mere, videre

    Der er "guld" gemt i dine skabe og skuffer. Både online og på diverse events er der mulighed for at sælge de ting, som du ikke bruger. 

    Ellers kan du også donére dit gamle tøj eller det sofabord, som bare står i kælderen og fylder. 

    Tænk, hvis nogen kunne bruge det?! 

    Det er der helt sikkert, så giv gerne dine gamle ting videre - så andre får glæde af dem, og du får ryddet op. 

    I Vejle kan du eksempelvis bytte gammelt til nyt i Ressourcer og Genbrugs Byttecontainer

  • 9. Sorter dit affald

    Hvis vi sorterer vores affald, kan materialerne bruges igen. 

    Sådan kan vi forlænge deres levetid - fremfor at lade materialerne gå op i røg. 

    Læs mere om hvordan du håndterer dit affald i Vejle Kommune

Sidst opdateret: