Når du flytter til Danmark, skal du melde indrejse i den kommune, hvor du skal bo. Hvis det er i Vejle Kommune, skal du møde personligt op i Borgerservice, dog skal du bestille tid inden du møder op i Borgerservice. Hvis du møder op uden tid, er det ikke sikkert, du kan blive betjent.

Når du flytter til Danmark (indrejser), skal du være opmærksom på 3 ting:

1.  Du skal undersøge, om du skal have et opholdsdokument eller en opholdstilladelse for at få adresse i Danmark (se længere nede på siden)
2.  Du skal melde din indrejse ved personligt at møde op i Borgerservice (husk at bestille tid i Borgerservice)
3.  Du skal oplyse til Udbetaling Danmark, om du har sygesikring med fra et andet EU/EØS-land (læs mere længere nede på siden)

Opholdsdokument og opholdstilladelse

Se her, om du skal have et opholdsdokument eller en opholdstilladelse ved indrejse i Danmark.

  • Dansk statsborger

    Du skal ikke have et opholdsdokument eller en opholdstilladelse, hvis du er dansk statsborger, som vender tilbage til Danmark

  • Nordisk statsborger

    Du skal ikke have et opholdsdokument eller en opholdstilladelse, hvis du er nordisk statsborger (Finland, Island, Norge, Sverige + Færøerne og Grønland)

  • EU/EØS-statsborger

    Hvis du er EU statsborger, skal du have et EU opholdsdokument ved Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

    Læs mere og bestil tid på hjemmesiden for Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)

  • Andre statsborgere

    Hvis du ikke er dansk, nordisk eller EU/EØS-statsborger skal du søge en opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen.

    Læs mere på hjemmesiden Nyidanmark.

Sygesikring  fra et andet EU/EØS-land

  • Hvornår skal jeg give oplysninger om sygesikring fra det land jeg flytter fra?

    Hvis du:

    • er over 18 år og flyttet til Danmark
    • er statsborger i et EU/EØS-land eller Schweiz
    • har boet i et EU/EØS-land eller Schweiz, lige før du kom til Danmark

    Skal du oplyse Udbetaling Danmark, om du i forbindelse med din indrejse til Danmark fortsat er omfattet af sygesikring i det land, du flytter fra.

    Det vil fx være tilfældet, hvis du er ansat af en udenlandsk virksomhed og udstationeret i Danmark eller udelukkende modtager udenlandsk pension.

    Alle, som har folkeregister-adresse i Danmark, er også berettiget til ydelser fra den danske sygesikring, men dine informationer skal anvendes til at vurdere,  hvilket land der skal betale, når du bruger det danske sundhedsvæsen.


Læs mere om reglerne ved indrejse

Skrevet af borger.dk
  • Hvis jeg flytter til Danmark

    Du har ret til at blive bopælsregistreret i CPR, hvis du skal være i Danmark mere end tre måneder og har et sted at bo eller et fast opholdssted. Du skal også have lovligt ophold i Danmark. Det betyder, at alle, der ikke er nordiske statsborgere, skal have en opholdstilladelse for at blive bopælsregistreret i Danmark.

    Kommunen kan kræve, at du møder personligt op hos kommunen og anmelder din indrejse. Du skal medbringe din opholdstilladelse, når du møder op på kommunen. Du skal anmelde din tilflytning senest fem dage efter, du opfylder betingelserne for at blive registreret som tilflytter i Danmark.

    Flytter du til Danmark fra et land inden for Norden, eller er du statsborger i et EU/EØS-land eller Schweiz, har du ret til at opholde dig her i landet i op til seks måneder uden at blive bopælsregisteret i CPR. Du har pligt til at tilmelde dig, hvis du finder ud af, at opholdet kommer til at vare mere end seks måneder.

    Alle andre har pligt til at lade sig bopælsregistrere ved ophold på over tre måneder.

  • Hvis jeg flytter til Danmark fra et EU-land

    Flytter du til Danmark fra et EU-land eller et EØS-land, skal du anmelde flytningen til tilflytningskommunen. Du har ret til at blive bopælsregistreret i CPR, hvis du skal være i Danmark mere end tre måneder. Du har pligt til at lade dig registrere, hvis dit ophold varer mere end seks måneder.

    Ophold ud over tre eller seks måneder

    Hvis du er ikke-nordisk EU-borger og vil opholde dig i Danmark i mere end tre måneder (eller seks måneder som jobsøgende), skal du have et registreringsbevis.

  • Hvis jeg flytter fra ét nordisk land til et andet

    Flytter du fra ét nordisk land til et andet, skal du altid melde det til bopælskommunen/skatteverket i det land, du flytter til. Du skal medbringe legitimation, herunder dokumentation for dit statsborgerskab (pas), dokumentation for dit personnummer fra det nordiske fraflytningsland samt dokumentation for din bopæl – fx din lejekontrakt.

    Hvis du flytter fra Danmark til et andet nordisk land, skal du også anmelde dette til din danske fraflytningskommune inden udrejsen.

    Abonnér på Nordisk Ministerråds informationstjeneste - Hallo Norden:

  • Hvis jeg flytter til Danmark fra et land, der ligger uden for Norden, EU eller EØS

    Flytter du til Danmark fra et land, der ligger uden for Norden, EU eller EØS, skal du anmelde flytningen til tilflytningskommunen, hvis opholdet varer mere end tre måneder. Du skal også have lovligt ophold i Danmark. Det betyder, at alle, der ikke er nordiske statsborgere, skal have en opholdstilladelse for at blive bopælsregistreret i Danmark.

    Kommunen kan kræve, at du møder personligt op hos kommunen og anmelder din indrejse. Du skal medbringe din opholdstilladelse, når du møder op på kommunen. Du skal anmelde din tilflytning senest fem dage efter, du opfylder betingelserne for at blive registreret som tilflytter i Danmark.

Kontakt Borgerservice - ind- og udrejse

Telefontid

  • Mandag - onsdag 8-15
  • Torsdag 8-17
  • Fredag 8-14

Fremmøde

  • Mandag - onsdag 10-15
  • Torsdag 8-17
  • Fredag 10-12

Telephone: Monday-Wednesday 8-15, Thursday 8-17, Friday 8-14

E-mail: borgerservice@vejle.dk

Brug Digital Post, hvis du sender personlige oplysninger.

Sidst opdateret: